Executive Advisor med stærkt forretningsfokus i IT-sikkerhedsarbejdet til Combitech Danmark

Med 10 års erfaring inden for konsulent- og IT-branchen og en uddannelse i forretningsudvikling fra CBS, ankommer den nye Executive Advisor Michael Hänschell med klare ambitioner for sit arbejde.

”Min opgave er at sikre, at kunden træffer beslutninger om IT-sikkerhed ud fra et oplyst grundlag. Dvs. at jeg skal hjælpe kunden med at forstå, hvad til- og fravalg har af konsekvenser for forretningens informations- og cybersikkerhedsmæssige setup og dermed for muligheden for at håndtere hændelser. Når jeg har hjulpet kunden med at prioritere sine sikkerhedsinitiativer, er det afgørende at lægge en klar plan, så der sikres fremdrift og fokus på det vigtigste.” Sådan udtaler Michael, der kommer med erfaring fra stillinger i både Deloittes cyber- og risikoafdeling, IBM, CSC og Telenor. 

Michael griber arbejdet an med et tydeligt forretningsfokus. ”Det er spændende at være med til at hjælpe virksomheder med at gøre informations- og cybersikkerhed til en faktor, der giver en konkurrencefordel. Data er noget af det mest værdifulde, man kan komme i nærheden af, og derfor er det uendeligt værdifuld for virksomheder at være i stand til at beskytte den.” Foruden den specifikke interesse for samspillet mellem IT og forretning, gør Michael også en dyd ud af, at konsulenthåndværket er i orden. 

Combitech er blevet Michaels nye arbejdsplads, fordi han mener, at det er spændende at blive en del af en mindre virksomhed med stort vækstpotentiale og muligheder for at sætte sit præg. ”Det er spændende at være med til at forme en kultur, et leveranceapparat og et servicekatalog. Jeg ser også en stor værdi i at Combitechs størrelse gør, at vi kan komme tættere på den enkelte kunde”.